Jeg har altid været rimelig genert, og holdt mig til mig selv. De fleste venner jeg har fået igennem mit liv, har været med mennesker, som jeg var ?nødt? til at hænge ud med, i en eller anden sammenhæng. Altså studiekammerater, kolleger fra arbejdet og de andre medlemmer nede i sy-klubben. Jeg har aldrig været typen, der bare sådan lige startede samtaler med fremmede mennesker, og bare tanken om at skulle gøre det kan få mig til at ryste og få sved på panden.
Men uanset hvor bange jeg er for det, så har jeg også lært, hvor fantastisk en oplevelse det kan være. På min seneste togtur fra Odense til København mødte jeg nemlig den kvinde, jeg nu vil kalde min bedste veninde i hele verden. Toget var propfyldt, men på en eller anden måde, var jeg heldig at få et sæde, hvor nabo sædet også var ledigt. Et par stop senere stod hun på: Karen. Karen er en høj, lettere rund blond pige, med en stærk nordjysk accent. Hendes øjne strålede da hun smilende spurgte mig, om det var okay hun satte sig ned på sædet ved siden af mig.
Hendes energi smittede af på en måde, der var helt uforklarlig. Det store smil hun havde, var pludseligt også at finde på mit ansigt: som kiggede hun i et ? lettere forvrænget ? spejl. Hun havde knap nok sat sig, før hun havde stillet sit første spørgsmål: hvordan var min dag?
Normalt når folk stiller den slags spørgsmål er det af ren høflighed, og man kan godt mærke, at det er en ren formalitet og det forventes at man siger ?Fint, tak! Hvad med dig??. Men med Karen var det anderledes. Der var en ekstrem ærlighed og varme over hendes tone. Hun sad der, en fremmed kvinde med sin nunoo taske på skødet, og spurgte mig med reel interesse, hvordan min dag var. Jeg blev stum et øjeblik, men så åbnede jeg op.
Spørgsmål efter spørgsmål, formåede hun at hive hele min livshistorie ud af mig. Hvorfor jeg havde bosat mig på Fyn, når jeg arbejdede på Sjælland. Hvorfor min mand og jeg var blevet separeret, men ikke kunne få os selv til at blive skilt. Min frygt for at få børn, og de barndomstraumer der måske var skyld i det. Det her var ting, jeg end ikke havde snakket med min familie om. Men her sad en fremmed, hvis hjerte var så stort, at jeg ikke kunne gøre andet end at give fuldstændigt efter.
Aldrig har en togtur gået så hurtigt, og vi sagde farvel med knus og kindkys. Vi udvekslede telefonnumre, og jeg skal se hende igen over en kop kaffe i næste uge. Vær ikke bange for fremmede: de kan være helt aldeles fantastiske!
